Børnehavens historie

1977 - 79

Børnehaven blev startet tilbage i 1977 af Bent Jørgensen (Bing) og Ulla Kjærsdam. De havde annonceret efter et sted, hvor de kunne starte en lille børnehave. Hr. og fru Kjeldgaard, som boede på Viggo Stuckenbergs Vej 6, ejede på dette tidspunkt grunden og ejendommen ved siden af. De havde købt den af den gamle murer fra Lolland, som i sin tid havde bygget huset, og som havde boet der, til han blev meget gammel.

1980 - 90

Huset blev nu lejet ud til Ulla og Bing. I begyndelsen drev de en slags udvidet dagpleje, som hurtigt blev en udebørnehave med fuld overenskomst med Lyngby-Taarbæk kommune. Der var 9 børn, den store dejlige have, som vi også har i dag, et gammelt udhus med et brændekomfur, hvor børnene kunne sidde og varme sig og spise om vinteren. Og så ”tjenesteboligen”, hvor børnehavelæreren også bor den dag i dag. Ret hurtigt blev eventyrhuset påbegyndt, og her kunne børnene sidde og tegne, male, høre eventyr og lave sangleg.

 Efter 2 år blev stedet overtaget af Lili Bing, som ledede børnehaven til 1991.
Hendes mand Hans Peter Skaaning udbyggede børnehaven på mange måder. Han havde altid et byggeprojekt i gang. Der blev bl.a. skabt et rigtigt børnehavehus med loft, og eventyrhuset fik garderobe og kemisk toilet. Der blev bygget hønsehus på eventyrhuset og en stor hønsegård bagerst i haven. Lili og Hans Peter boede med deres 5 børn på stedet lige til januar 1991.

1991 -

Kirsten overtog børnehaven, men ret snart ønskede fru Kjeldgaard at sælge stedet og i et stykke tid var børnehavens fremtid meget usikker. Det lykkedes dog ved en ihærdig indsats og et par store fester at samle penge nok til at købe børnehaven. Kirsten flyttede med familie ind i ”tjenesteboligen”, hvor hun også bor i dag. Med sig tog hun for resten også en stor sandkassebåd.
I 1993 blev børnehaven udvidet til 12 børn, og der blev budget til en fast medhjælper.
Der kom borde i børnehøjde, et legehus i to etager og snart et rigtigt toilet med træk og slip samt en gård, som på et tidspunkt også fik en markise, så det blev muligt at spise ude i al slags vejr. Så blev der bygget bro over urtehaverne.

Ved børnehavens 21 års fødselsdag i 1998 blev der samlet ind til en vandtrappe, som gav haven et dejligt ekstra klukkende liv. Stjernedalen var på det tidspunkt blevet en selvejende institution, og ved en ceremoni samme år, fik børnehaven sit navn.

Andre store projekter har været at få nyt køkken for få år siden, samt et dejligt legehus i svensk stil. De gamle sandkasser i sveller er også blevet udskiftet med elm og lærk, og vi har fået et endnu større sandkasseareal bl.a. med en pyramide.
Hønsehus og -gård er flyttet og bygget om ved carporten, og dyreholdet er udvidet med en stor kaningård.
På legepladsen er det gode gamle legehus, som også har dannet baggrund for mange krybbespil, blevet revet ned, fordi det ikke levede op til de nye sikkerhedskrav. Et nyt to-etagers legehus er blevet opført med hjælp fra Joh. Fog Fonden.Der er også etableret et udekøkken med varmt vand og gasblus.

Desuden er der i 2007 blevet bygget et nyt værksted ved carporten og hønsegården er blevet flyttet om på siden af carporten efter anvisninger fra Teknisk forvaltning.
Der er således sket mange ting i årenes løb og rigtigt mange fantastiske og uforglemmelige børn, forældre, medarbejdere og praktikanter har gæstet Stjernedalen i kortere eller længere tid og hjulpet stedet til at blomstre på alle måder.

En ”ting”, som løber gennem børnehavens historie som en rød tråd, er imidlertid ikke materiel, men kan måske kaldes børnehavens ”sjæl”. Det er den ånd, som er på stedet, og som man fornemmer det øjeblik man træder ind i børnehavens lille oase med dens stemning af fred og glade børn i summende leg; nogle er i gang med et stort graveprojekt, nogle sidder oppe i æbletræet og hygger sig, mens andre er i gang med at klæde sig ud til riddere og prinsesser…Sådan vil legen og glæden fortsætte med at pible op af jorden hver dag fremover…
Man mærker det også til årstidsfesterne, hvor utallige børn og voksne i årenes løb, er mødtes til festlig fejring med sang, dans, musik og dejligt samvær.